Basisgarderobe til de helt små
Hvis det er første gang, at man bliver forældre, så kan det godt være svært at vurdere, hvor meget tøj ens lille nyfødte egentlig har brug for. Som førstegangsfødende er der en helt masse ting, som man skal have anskaffet sig inden babys ankomst. Babytøj er noget af det, som man let anskaffer sig for meget af. Dette kan både skyldes, at der findes meget sødt og fangende babytøj derude, hvilket kan gøre det er svært at lade være, hvis man lige falder over noget, men også at nye forældre nødig vil stå og mangle noget, når baby er født.
I virkeligheden er det begrænset, hvor meget babytøj en nyfødt har brug for. De vokser helt utroligt hurtigt de første par uger og måneder, så inden man får set sig om, skal man ud at finde babytøj i en større størrelse. Derfor gør man klogt i at holde garderoben til den nyfødte på et minimum, i hvert fald indtil man har født. Man kan nemlig aldrig være sikker på, hvor stor ens baby er, når de bliver født, og heller ikke præcis hvor hurtigt de vokser. En passende basisgarderobe lyder på:
- 5 heldragter
- 5 par strømper
- 7 bodyer
Der kan naturligvis være omstændigheder der gør, at man har behov for lidt mere babytøj i barnets garderobe. Dette gælder eksempelvis, hvis man har en baby, der gylper eller savler meget. Det kan også være fordi, man ikke har sin egen vaskemaskine, og derfor ikke har mulighed for at vaske lige når man har behov for det.
Hvad er vigtigst?
Alle babyer er forskellige, og derfor er der heller ikke én måde at gøre det på. Hvis man har lyst til at forkæle sin baby med en kæmpe garderobe, skal man naturligvis gøre det. Faktum er bare, at de første fire uger af barnets liv laver de ikke rigtigt andet end at putte, spise og sove. De bruger det meste af tiden i forældrenes arme eller i en vugge eller barnevogn. Det vigtigste er derfor at tøjet er behageligt at have på. Selvom at kjoler og jeans er utroligt søde til de kære små, så fungerer det ikke særlig godt som babytøj. Det bedste babytøj er så enkelt som overhovedet muligt, derfor er en heldragt ofte den bedste valgmulighed. Det kan være en fordel at vælge heldragter uden fødder, da babyer sparker og deres fødder kan derfor ende oppe i selve buksebenet til irritation for både baby og forældre.
Med en heldragt har baby det behageligt og man kan let få adgang til at skifte ble. De fleste babyer kan passe en størrelse 50 eller 56, når de bliver født. Derfor kan man med fordel købe en kombination af de to størrelser eller størrelse 56, så baby kan vokse i det. Benene og ærmerne kan altid foldes op og det er derfor bedre at købe tøj, der er for stort, fremfor noget der er for småt.
Det er individuelt, hvordan den perfekte garderobe med babytøj lyder, men det kan være en god idé at have tanken i baghovedet om, at babyer vokser utrolig hurtigt i deres første levemåneder, og man behøver derfor ikke gå amok i babytøj inden fødslen.